Det har været en stor drøm, der er gået i opfyldelse at skabe min egen klinik. Men ligesom vi kender det  fra eventyr, hvor personerne skal gå så mange prøvelser igennem, inden de vinder det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende, så har jeg også gået meget igennem. Dette er min personlige historie om, hvordan hudkræftklinikken blev til.

Det er ikke mere end tre år siden, at jeg opdagede en lille knop på siden af min næse. Jeg gik op til min egen læge, da knoppen ikke forsvandt. Lægen mente, der var tale om almindelige hudforandringer grundet min alder, men jeg insisterede alligevel på, at jeg gerne ville til en hudlæge. Så jeg fik en henvisning til en hudlæge, og tre måneder senere havde jeg en tid. Hudlægen tog en prøve af knoppen og 14 dage efter kom svaret. Det var hudkræft.

Det var en ubehagelig besked at få overrakt, for selv om jeg tidligere havde haft det på ryggen, og vidste det ikke var livsfarligt, så skulle jeg nu opereres i ansigtet. Jeg blev sendt videre til en plastikkirurg, der kunne tage imod mig en måned efter.

Dagen kom, hvor jeg kirurgisk skulle have fjernet knoppen, og det gik ganske godt. Men tre uger efter blev jeg ringet op med den kedelige besked om, at det hele ikke var væk. Jeg skulle møde op igen, hvor de ville fjerne lidt mere. Fint tænkte jeg, de tager lidt mere, og så er det klaret. Hvad jeg ikke vidste på dette tidspunkt, var, at denne besked nærmest skulle blive et mantra for hele mit forløb med hudkræft.

Vi tager lige lidt mere

Anden operation blev desværre en gentagelse af første operation. Beskeden fra plastikkirurgen var, at de her anden gang heller ikke havde fået det hele med. Nu blev jeg sendt videre til Rigshospitalet, og det ville blive en operation under fuld narkose. Under operationen blev der skåret en fem millimeter margen for at være sikker på at få det hele med. Der blev også taget hud fra ørene til at transplantere over på næsen. Jeg kom hjem og var faktisk ret lettet, nu var det endelig overstået, tænkte jeg her snart et år efter mit første lægebesøg. En måned efter kom beskeden så. Jeg skulle tilbage, og der skulle igen tages lidt mere.

Jeg var utrolig nervøs, den dag operationen skulle foretages. Jeg havde tre operationer bag mig nu, og næsten halvdelen af min næse var skåret op på det her tidspunkt. Frygten, for hvor meget der nu skulle tages, fyldte meget i mig. Efter operationen kom så den værste besked, jeg fik i hele forløbet. Hudkræften var stadig ikke helt væk, og lægen vidste ikke længere, hvad de skulle gøre. Sådan kom jeg hjem med store sår i ansigtet, og et forløb der havde slidt mig helt ned psykisk.

Mohs kirurgi

Jeg begyndte nu at søge på nettet, og hurtigt fandt jeg oplysninger om Mohs kirurgi. En operationsmetode hvor man undersøger cellerne undervejs, og ikke stopper operationen før alt hudkræft er væk. Det var mest i England og Holland, jeg kunne se de brugte Mohs kirurgi, men pludselig dukkede der en artikel op om Mohs kirurgi på Bispebjerg Hospital. De var for nyligt begyndt at lave Mohs kirurgi, så jeg fik kontaktet hospitalet og fik en tid. De ville gerne lave en operation, og det foregik uden narkose. Undervejs i operationen kunne de se på prøverne, hvor der var hudkræft og hvor der ikke var. Det betød, at de ikke skulle skære mere end højest nødvendigt. Da jeg var færdig, blev såret lukket på plastikkirurgisk afsnit, og så var jeg helbredt. Bum!

Mødet med Martin og Inanna

Under min sidste behandling mødte jeg to læger, der gjorde et særligt indtryk på mig. Det var Martin Glud, der var kirurg på Bispebjerg Hospital og Inanna Weiss der var plastikkirurg. Vi kom til at tale om, at der burde være en klinik for hudkræft. Jeg fik taget initiativ til, at vi satte os sammen, og vi besluttede i fællesskab at stifte hudkræftklinikken. Jeg var tyndslidt oven på et års operationer, men tanken om at kunne hjælpe andre mennesker, så de aldrig skulle komme i min situation, var en kæmpe drivkraft.

I dag er klinikken blevet en realitet, og det er stadig det at hjælpe mennesker, der driver mig hver dag. Jeg bliver så glad, når jeg kan se, at vi har hjulpet patienter med en vævsbevarende og ikke mindst hurtig operation, der ofte er overstået på en enkelt dag. Jeg har heldigvis fået vendt en af de værste oplevelser i mit liv til noget positivt. I dag står jeg op hver dag og ved, at jeg sammen med mine kolleger gør en kæmpe forskel for mange mennesker.