Hvad er almindelig hudkræft?
Den hyppigste form for hudkræft i Danmark
Basalcellekræft er den hyppigste form for hudkræft. Forekomsten af denne form for hudkræft stiger stadig i antal. Alene inden for de sidste 10 år, er antallet af nye tilfælde fordoblet. Ifølge kræftens bekæmpelse var der 12000 nye tilfælde i 2014, ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder.
Hudkræft er en langsomt voksende og kan altid helbredes. Oftest udvikles hudkræft i ansigtet, på ørerne, i nakken og på øvre del af brystet, men den kan ses overalt på kroppen. Sygdommen ses oftest i den ældre del af befolkningen, men de sidste år er der set en større stigning blandt yngre. Livstidsrisikoen for at udvikle hudkræft er 30%, og 20% af samtlige nye tilfælde opstår hos personer under 50 år.
Risiko for hudkræft
Risikoen for at udvikle denne kræftform stiger med alderen og mængden af soludsættelse, både ude i solen og i solarium. Det er derfor, at man overvejende udvikler hudkræft på de soludsatte områder. Andre risikofaktorer er personer med lys hud, som nemt bliver forbrændt i solen. Tidligere strålebehandling eller indtagelse af metallet arsenik (middel mod psoriasis) samt langvarig udsættelse for kræftfremkaldende stoffer som sod og tjære er også en risiko. Endelig tyder det på, at personer med nedsat immunsystem eller patienter i behandling med immundæmpende medicin, udvikler hudkræft 10-15 år tidligere end normalt.
Har man én gang fået konstateret hudkræft er der 40% risiko for, at man udvikler hudkræft et andet sted på kroppen. Derfor anbefales patienter med hudkræft årlige kontroller hos en hudlæge.
Hudkræft er en invasiv tumor, der destruerer vævet lokalt, men kun meget sjældent spreder sig (metastaserer). Derimod er der en ikke ubetydelig risiko for recidiv (tilbagefald) af tumor efter endt behandling. Halvdelen af disse recidiver ses indenfor de første 3 år. Risikoen for recidiv afhænger af tumorstørrelsen, tumortype, tumorlokalisation, behandlingsvalg samt behandlers kompetence.
Hvordan stilles diagnosen på hudkræft?
Diagnosen stilles på baggrund af en vævsprøve (biopsi, curettage).
Der findes flere typer af behandlinger for hudkræft. Heriblandt curretage/afskrabning og cremer (som begge særligt bruges ved lavrisiko tumorer) samt kirurgiske indgreb (som Mohs kirurgi) og røntgen. Mohs kirurgi giver størst mulig sikkerhed for, at tumoren er fjernet i sundt væv, og giver dermed de laveste recidivrater. Efter fem år er tilbagefaldsraten for førstegangstilfælde af hudkræft 1-3% ved behandling med Mohs kirurgi. For tilbagevendende tilfælde er den 5-10%. Mohs kirurgi betragtes som ”golden-standard” til behandling af højrisiko-BCC i hoved-hals-regionen, da denne metode giver det mest sikre og kosmetisk optimale resultat. Læs evt. mere om Mohs kirurgi her.
Kilder
Cancerregistret 2014. www.sundhedsdatastyrelsen.dk (10. apr 2016).
Miller DL, Weinstock MA. Nonmelanoma skin cancer in the United States: incidence. J Am Acad Dermatol 1994;30:774-8.
Leman J, McHenry P. Basal cell carcinoma. Arch Dermatol 2001;137: 1239-40.
Diffey BL, Langtry JAA. Skin cancer incidence and the aging population. Br J Dermatol 2005;153:679-80. 5. Birch-Johansen F, Jensen A, Mortensen L et al. Trends in the incidence of nonmelanoma skin cancer in Denmark 1978-2007: rapid incidence increase among young Danish women. Int J Cancer 2010;127:2190-8
Birch-Johansen F, Jensen A, Mortensen L et al. Trends in the incidence of nonmelanoma skin cancer in Denmark 1978-2007: rapid incidence increase among young Danish women. Int J Cancer 2010;127:2190-8 [6] Baxter JM, Patel AN, Varma S. Facial basal cell carcinoma. BMJ 2012;345:e5342-e5342.
Baxter JM, Patel AN, Varma S. Facial basal cell carcinoma. BMJ 2012;345:e5342-e5342.
Rowe D, Carroll R, Day C. Long-term recurrence rates in previously untreated (primary) basal cell carcinoma: implications for patient followup. J Dermatol Surg Oncol 1989;15:315-28.
Smeets NWJ, Kuijpers DIM, Nelemans P et al. Mohs’ micrographic surgery for treatment of basal cell carcinoma of the face – results of a retrospective study and review of the literature. Br J Dermatol 2004;151:141-7.