Bettinas historie

Jeg har den forhistorie, at jeg faktisk går til kontrol allerede en gang om året på grund af modermærkekræft. Men på trods af kontrol i februar måned, opdager jeg en lille, tør plet i april. Jeg havde det lidt sådan ”aarg, jeg orker næsten ikke gå ned og tage en ekstra kontrol”, men jeg gjorde det alligevel. Der var noget inde i mig, der sagde, at jeg ikke skulle gå rundt med en plet, som ikke helede. Min hudlæge var faktisk slet ikke i tvivl – selvom han lige havde set mig to måneder forinden. Den plet var basalcellekræft, så der skulle tages en biopsi. Min hudlæge henviste mig heldigvis til Mohs kirurgi med det samme. Der var ikke noget “mellem”-step. Et par dage efter jeg ringede ned til Hudkræftklinikken, blev jeg indkaldt til for-undersøgelse på Bispebjerg, som jeg takkede nej til. Det her skulle fjernes med det samme og blive pænt – derfor ville man benytte Mohs kirurgi.

Det lignede, at jeg havde haft en lille piercing i næsen, som jeg ikke brugte mere. Så lille et område var der tale om. Jeg prøvede at overtale Martin Glud til, at der var ikke noget. Herefter kiggede han på mig, og sagde: ”Der er i hvert fald 4×5 millimeter, så det skal vi have fjernet”. Det viste sig endda, at der selvfølgelig havde bredt sig. Hvilket jeg blev forfærdeligt overrasket over.

Jeg havde ikke hørt om Mohs kirurgi før, selv om jeg kender flere, der har fået fjernet basalcellehudkræft, også i ansigtet.,. Jeg er glad for resultater og synes, det er supervigtigt at sprede kendskabet til Mohs kirurgi, så folk ved, at det er en mulighed.