Elisabets historie

Jeg har i mange år haft en lille dims på min næse, som jeg har været til hudlægen med af flere omgange. I 2016 fik jeg den frosset, og så forsvandt den stort set. For et års tid siden kom den tilbage, så jeg fik en henvisning til en hudlæge, som sagde, at det formentlig var godartet hudkræft. Det viste sig, at hun havde ret. Hudlægen henviste mig til Bispebjerg hospitalet, fordi det sad i ansigtet, og Martin Glud opererer der med Mohs kirurgi, men grundet meget lang ventetid, valgte jeg selv at kontakte Hudkræftklinikken.

Jeg kunne godt lide tanken om Mohs kirurgi, som Hudkræftklinikken benytter, da man ved, at man får alt hudkræften med i én operation.
I 2019 fandt man en knude i min skjoldbruskkirtel, som blev opereret ud. Da knuden viste sig at være kræft, skulle jeg gennemgå endnu en operation. At gå igennem den ventetid mellem operationerne var rædselsfuldt, og det fyldte alt i mit liv. Dag og nat tænkte jeg på det. Derfor skulle jeg i gang hurtigt med min næse. Jeg synes faktisk, at det var en rigtig hård operation. De havde sagt, at det var almindeligt at operere 1-3 gange, men de måtte faktisk operere fire gange på mig, fordi det viste sig, at hudkræften havde lavet små tråde og på den måde spredt sig. Jeg tænker, at det havde man jo ikke set, hvis man havde opereret på den traditionelle måde.

Der var sindssygt meget tryghed på Hudkræftklinikken, selvom det var hårdt. Det var så rart at vide, at når jeg var færdig, så var jeg færdig!!!

Jeg er ret overbevist om, at havde man opereret mig på den traditionelle måde, så havde man ikke fanget alle trådene, og så skulle jeg ind og opereres igen. Det føler jeg mig helt overbevist om, fordi Martin Glud var så overrasket over mængden. Det, at det sad i ansigtet, gør også meget. Havde det været andre steder på kroppen, havde det nok ikke været så vigtigt for mig. Men det her – det var vigtigt for mig. Nu er det blevet pænt, og jeg kan godt leve med det her resultat, men det er noget jeg tænker på hver dag. Jeg prøver at dække det med makeup og håber med tiden, at det bliver mindre. Det vigtigste er, at det hele er væk.