I den sidste tid har man kunne læse i medierne, at vi er blevet for solforskrækkede i Danmark. Men hvad er egentlig op og ned, og hvad mener vi her på hudkræftklinikken om hudkræft og sol? Vi giver her vores bud på, hvordan du bør forholde dig til solen på en sund og fornuftig måde.

Der er ingen tvivl om at solen er sund. Den er kilde til det vigtige D-vitamin, som mange danskere mangler om vinteren, hvor solen skinner langt mindre i vores nordiske land. D-vitamin har en række gavnlige effekter og hjælper bl.a. kroppen med at optage kalk og holde vores immunsystem intakt. Men er solen ikke den største risiko-faktor for at udvikle hudkræft? Jo, det er den uden tvivl, men her handler det om, hvordan og hvornår vi nyder de dejlige solskinstimer.

Hvorfor skal vi passe på solen?

Det er solens ultraviolette stråler, der i for store mængder øger risikoen for hudkræft. Der er tre forskellige UV-stråler, der kommer fra solen. UVA, UVB og UVC. UVC stoppes af jordens ozonlag, mens UVA og UVB fortsætter ned til os. UV-strålerne fortsætter ind i vores hudlag, hvor de kan lave skader på cellerne. Her er det vigtigt, at du tænker over, hvornår og hvor længe du er i solen, og at du er ekstra opmærksom på at bruge solcreme, hvis du opholder dig direkte i solen mellem 12-15. Antallet af danskere, der er vendt hjem fra sommerferie med en forbrænding, er i følge Kræftens Bekæmpelse steget de sidste år. Det vigtigste er at undgå forbrændinger, for er man først blevet forbrændt, så har huden virkelig taget skade.

Hvordan får man sunde solvaner?

Som vi skrev i begyndelsen er solen sund, men det er som med mange andre ting her i verden – alt med måde. Vi giver her en række gode råd til, hvordan du sikrer, at dine solvaner er sunde.

  1. Lad din hud vænne sig langsomt til solen, på den måder opbygger huden beskyttende pigment. Så tager du syd på, så undgå fx at bruge en hel dag på stranden den første dag du ankommer.
  2. Undgå for alt i verden at blive solskoldet. Opholder du dig fx på stranden en sommerdag, så husk beskyttende solcreme med svanemærke, og sørg gerne for medbringe en god mulighed for skygge som fx en parasol og solhat.
  3. Skru ned for solen mellem kl. 12-15, hvor UV-strålerne er på sit højeste.

Følger du disse råd, er der ingen grund til at være solforskrækket, men husk altid at respektere solen.

Gode links med mere information:

https://kemi.taenk.dk/bliv-groennere/solcreme-det-skal-du-holde-oeje-med

https://www.cancer.dk/dyn/resources/File/file/8/5188/1451999199/0790_din-guide-til-solbeskyttelse_webshopudgave.pdf